Som Chai skal laves!
Jeg har før nævnt, at jeg som barn boede ved siden af en indisk familie. Og hvor moren som boede i huset, var så sød at invitere mig indenfor. Dels for at lære mere dansk og så kunne hun jo give mig lidt viden om indisk mad. Den aftalte takkede jeg pænt ja tak til.
Om sommeren laver jeg ofte iskaffe, men nu hvor det er blevet efterår, har jeg mere lyst til varme drikke med krydderier som luner. Og så tænker jeg ofte tilbage til da ”Bavanni” som jeg kaldte hende, lærte mig at lave chaite helt fra bunden og som jeg faktisk synes den SKAL laves. Og som senere hen blev en af min favoritdrikke når det blev efterår og vinter, og laver den efterhånden med lukkede øjne.
Chaite er blevet ret så populær at drikke sidenhen, og nettet og butikkerne bugner af et utal af blandinger. Men jeg må altså indrømme, at jeg er en smule skeptisk over for de der chai færdigblandinger. De er lige lovlige søde til mig. Det er som at få en sukkereksplosion i munden hvilket slet ikke tiltaler mig.
Nu skal det altså heller ikke lyde som om jeg ikke har en sød tand. Men min chai foretrækker jeg med kun et strejf af sødme.
Mange forveksler den indiske chai med julete eller kalder det julechailatte, men det er ikke helt det samme sorry to say. Måske fordi de krydderier som er i en chai forbinder vesten med jul og varme, og er stort set de samme som vi tilsætter til diverse julebagværk.
Chai til en person
Du skal bruge:
- 3 dl mælk, (1 dl bruges til mælkeskum men kan undlades)
- 1/2 dl vand
- 2 kanelstænger
- 1 tsk hel nellike
- 1 tsk kardemommekapsler som flækkes
- 3 peberkorn
- 10 g ingefær – man kan bruge tørret hvis man ikke har frisk
- 1-2 stjerneanis – kan undlades
- 2 stk. muskatblomme – kan undlades
- 1 tsk. Hele allehånde – kan undlades
- 2 spsk sort te fx Ceylon the
- 1 tsk honning, vanilje eller rørsukker – mængde efter smag
Metode 1
Knus krydderierne i en morter og kom krydderier, ingefær, te og vand i en lille gryde.
Metode 2
Kom alle krydderierne hele i gryden og lad det trække ca en time. Kom teen i efter vandet har trukket.
Næste step
Kog op under omrøring, tilsæt mælk og varm op igen under omrøring.
Hæld gennem en sigte op i glas og drik den lun og varm eller køl den af og drik den kold på en varm sommerdag.
Den chai jeg har lært at lave, var der ikke mælkeskum ovenpå, men hvis du synes det er godt, så top evt med mælkeskum og drys evt en knivspids kanel eller mørk cacaopulver på toppen. Hvis du nu også er en pyntefis kan du ved at klippe et hjerte ud i et stykke pap. Læg pappet over glasset og strø så med kanel. Vupti et fint kanel hjerte på toppen.
Og igen man kan også bruge plantemælk i stedetfor komælk. Min såkaldte indiske mor kom sommetider konveseret mælk i når de skulle have gæster og det skulle være lidt fint. Hun fortalte også at den indiske chai kan variere med krydderierne alt efter hvor i Indien man er bosat.
Den hurtige Chai
Og indrømmet når det nogengange skal gå lidt stærkt herhjemme så kan jeg også godt ty til de færdiglavet produkter :
Den hurtige Chaite
- 2 breve Yogi Tea Chai, enten Sweet Chai, Green Chai eller Black Chai
- 3 dl mælk eller plantemælk fx mandel eller risdrik
- 1 spsk. sirup, agavesirup eller yaconsirup (sukkerfri) eller rørsukker hvis man ikke er sukkerforskrækket.
Hæld 1 dl vand over 2 breve Yogi Tea Chai i en gryde og lad det trække i 5 minutter. Tilsæt Mælk/plantemælk og sirup under svag varme og med grundigt omrøring i ca. 10 minutter. Hæld din chai-latte op i et krus og drik den lun.
PS. du kan også læse her hvordan du laver 3 lækre indiske cremet Lassi