Angst er noget lort, men man må prøve at accepterer det og arbejde sammen med lidelsen, i stedet for imod den – det vigtigste er at finde nogle redskaber som man kan bruge.
Jeg troede, jeg havde klaret frisag, for jeg har egentlig aldrig følt mig angst, jeg har følt mig bange, men hvem har ikke det. Men man har dog observeret en vis arvelighed og her spiller arv og miljø ind. Men jeg har bare altid gjort, hvad jeg kunne for at ændre det mønster som fx min mor kører rundt i.
Den første gang jeg blev ramt det, som jeg senere fandt ud af var at angstanfald, var da jeg arbejde i Horsens i et vikariat. Jeg mærkede ingenting om morgen andet en lidt træthed, og slog det hen, for jeg er udpræget B menneske. Gik i gang med mit arbejde som vanligt – en kollega skulle senere vise mig en opgave. Da jeg stod og kiggede hende over skulderen, kunne jeg mærke en varm kriblen i hele kroppen, kunne ikke få vejret og fik kvalme, de susede for mine øre og blev svimmel og antog, at jeg skulle besvime. Så jeg drønede ud af den store glasdør for at sætte mig på den nærmeste trappe, og var badet i koldsved, jeg rystede og havde det mildt sagt elendig. Da det var stilnet lidt af, tror det varede 10-20 min, (det fæltes som en evighed) blev jeg ramt af en træng til at græde, men jeg holde det dog tilbage. Men brød så sammen da jeg kom hjem. Heldigvis kunne min kæreste komme at hente mig, for kunne bestemt ikke selv kører hjem. Jeg var så bange for, at jeg aldrig ville få et normalt liv igen. Har haft 3 anfald sidenhen.
Da min angst var på det højeste, havde jeg ikke spor lyst til at fylde mig med kemisk medicin. (hvilket jeg aldrig har) Jeg havde svært ved at tale med andre om det, fordi svaret var jo indlæsende – gå til din læge og få noget medicin. For mig dukkede angsten op helt ud af det blå som et panikanfald med korte, eller halvlange intense angstanfald. Og jeg var skrækslagen for, at komme til at ende som min mor.
Selvom jeg godt viste at angstlidelser oftest kræver behandling i form af terapi og/eller medicin, gik jeg selv i gang med at undersøge om der var noget jeg selv kunne gøre. Og der var faktisk en række ting, som jeg selv kan gøre for at få det bedre, det var bedre end medicin i første omgang, synes jeg.
Jeg satte mig for at blive klogere på hvad angst var for en størrelse. Selvom min mor lider af angst, er det ikke ensbetydende med at min angst er den samme. Angst føles enormt skræmmende. Både i tankerne men også fornemmelserne man får i kroppen. Man skal huske på, at angst er ikke farligt. Men det er vildt ubehageligt og svært at tro på når man har et anfald.
Jeg tror på, at det der har udlæst mine angstanfald, var stressrelateret. Jeg havde været enormt presset de senere år efter endt uddannelse. Jeg har ikke kunne finde et fast job og for at holde røven (ja undskyld sproget) i vandskårben har jeg skiftevis haft korte eller længevarende vikariater, men desværre ikke noget der mundede ud i noget fast arbejde. Jeg har været ved at miste mine dagpenge af et par omgange og så vikararbejde som min eneste udvej.
Det er også vigtigt at huske på, at stress er en uundgåelig del af livet, men derfor kan man godt skrue lidt ned for den og den skal helst ikke lade sig hope op og stå på i lange perioder.
Angsten kan begrænse os på måder, som vi knap nok når at opdage, hvis vi lever alt for hurtigt. De fleste af os vil kunne have glæde af at tage et langsomt og grundigt kig på vores liv, for at se om der er områder, hvor det er angst der styrer os.
Det kan være svært at få øje på, måske især fordi det kræver en del mod at se sin angst i øjnene. Det er meget nemmere at lukke øjnene for den, kalde den noget andet, eller slet og ret ignorere den. De færreste af os gider at anerkende vores angst, for angst er ikke smart. Grislingen er jo ikke ligefrem den sejeste karakter i Peter Plys bøgerne?
Et tegn på, at der muligvis ligger noget angst og gemmer sig et sted, kan være vrede. Vrede er nærmest altid født af angst, og er således et udmærket signal om, at der nok er noget man har overset. Sagen er jo, at angst der bliver gjort ’forbudt’, risikerer at mase sig frem alligevel, og måske endda på virkelig uhensigtsmæssige måder. Så hellere tage fat om nældens rod. s
Her kom meditation på banen. Munke og kloge koner har vidst i mange år, at man kan berolige sig selv med sin vejrtrækning. Mange med angst er super selvkritiske. Jeg er ingen undtagelse. Jeg slår mig måske ikke konstant i hovedet, men jeg kan godt indimellem tage mig selv i det. Men så prøver jeg at finde de der teknikker til at puffe til mine tankemønstre, som jeg jo har lært som buddhist.
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/symptomer/angst/