Det er vel ikke nok at sige pyt, man skal vel også mene pyt? Jeg vil gerne indrømme. at jeg har sommetider svært ved at finde den der pytknap, som ellers er blevet så populær. Men jo mere jeg faktisk tænker over det er pyt er et meget vigtigt lille ord, som kræver man tager stilling til.

Vi laver alle sammen fejl, det er jo menneskeligt at fejle, og nogle er bedre til at give slip og komme videre end andre. Det er selvfølgelig aldrig rart når man laver fejl, men verden går altså ikke under af et enkelt lille fejltrin i ny og næ.  Kunne du gøre for fejlen, eller kunne du ikke gøre for fejlen? Hvis du kunne gøre for det, kan en undskyldning måske redde situationen. Hvis du ikke kunne gøre for det, så træk på skulderne og sig ”pyt.” Der ingen grund til at bekymre sig, når man alligevel ikke kan gøre noget ved det, så hvorfor ikke bare trykke på pytknappen? Tingene er jo bare nogle gange som de er.

Pyt kan også mindske følelsen af stress, fordi det er et oprigtigt forsøg på at tilskynde, at vi ikke lader os køre fast i dagligdagens små frustrationer og irritationsmomenter.

Når det så er sagt!

Når vi tager tingene tungt, handler det ikke kun om, at vi begår fejl, men kan også handle om mange andre ting, som for eksempel, at vi føler os urimeligt eller uretfærdigt behandlet. For nogle mennesker handler det med at have svært ved at tage let på tingene om, at de har haft så mange nederlag, at de efterhånden har svært ved at tro på, at noget vil gå dem godt, og så bruger de deres energi på at anskue enhver udfordring som et stort problem.

Nogle gange kan det være nødvendigt at gøre noget fysisk, for at kroppen forstår et ”pyt”. Måske hjælper det dig at klappe dig selv på skulderen og højlydt sige: ”Pyt.” Måske skal du lave en ”pyt-kasse”. Enten mentalt eller også en, du bygger. Det du kommer i pytkassen, skal du give slip på. Sådan rigtig for alvor. Den er ikke en midlertidig p-plads, men en skraldespand. Du skal også være opmærksom på, at det ikke er alt, der hører hjemme i pytkassen. Der er ting, som skal fikses – dem skal du forholde dig til, og ikke bare parkere i pytkassen til du en dag får tid.

Pyt handler jo i bund og grund om accept og nulstilling

en påmindelse om at klappe hesten

og refokusere i stedet for at overreagere.

I stedet for at tildele skyld, er det en måde at give slip og komme videre i teksten.

En ting som er meget vigtig i sammenhæng til det det pytkassesjov og som du skal skrive dig bag ørene. Det er ikke op til dig at bestemme, hvad andre skal putte i deres pytkasser. Der er ingen af os, der kender den fulde sandhed om andres liv. Med andre ord, det kan godt være du kender rigtig meget til en andens liv, men den fulde sandhed kender kun hun eller han selv.

Pytkasser er personlige, og de behøver ikke at følge bestemte regler. Pytkassen er noget man bruger for sin egen skyld, ikke for andres. Derfor kan du heller ikke vurdere, hvad der skal i andres pytkasse, du hvad ikke hvad de endnu ikke er klar til at slippe, eller hvad der nødvendigvis må laves om på.

Der er noget storladent ved at sige pyt, noget med ikke at hænge sig i detaljerne, ikke være pernittengrynet, men fokusere på det væsentlige og være positiv. Når vi siger ‘pyt’, vælger vi ikke at lade os genere af en anden persons handlinger, som vi jo ikke har kontrol over. Men vi skal selvfølgelig heller ikke trække på skuldrene og sige ‘pyt’, hvis nogen virkelig gør os uret.  

Minder mig selv om at, kan du gøre noget ved det, eller kan du ikke gøre noget ved det? Hvis du ikke kan gøre noget, så træk på skulderne og kom det i din pytkasse. Husk lige på at du ikke er et skidt menneske, bare fordi du ikke rigtig kan finde sprækken til din pytkasse.

Jeg øver mig på ikke at gå op i en spids over at skulle til fx eksamen. Det, har jeg besluttet, er unødvendigt. Ønsket om at præstere og frygten for at mislykkes har for mange gange møvet sig ind i mit liv, skubbet andre ting til side og malet mig op i et ulykkeligt hjørne. Måske fordi der fejlagtigt i mit hoved har været lighedstegn mellem flotte præstationer og personlig succes, og fordi gode karakterer efter sigende er nøglen til alt godt.

Vi må blive bedre til at skille tingene ad. Måler man kun sit eget værd i karakterer, må det nødvendigvis ende i nedtur. Det virker så banalt at sige, at der er andet i livet end flotte præstationer, men måske vi ikke kan sige det nok. Lysten til at gøre det godt til eksamener skal udspringe af glæden over at lære noget nyt, ikke frygten for at falde igennem. Lidt lige som andre ting i livet.

Hvornår har du sidst sagt ”pyt”