Den pulserende hovedstad

På denne tur til Italien nærmere bestemt Napoli, har vi være lidt dovne, og ville bare ned for at slappe af. Dels for at Michael min søde kæreste ville helt ned i gear inden start af nyt arbejde, og jeg ville egentlig også gerne fejre, at jeg var blevet færdig med nogen intense uger, da jeg blev færdig som projektleder. Derfor valgte vi at tage af sted uden leje af bil, og vi ville benytte os af offentlig transport.

Vi kender kun Napoli fra medierne, og læste, at byen kun byder på slum, infernalsk trafik og fattigdom. Og det kan godt være at Napoli er en stor, og snusket havneby uden uendelige skatte, men til gengæld finder man i udpræget grad den afslappede holdning til livet, der er så karakteristisk for Syditalien. Der blev da også røget en bønne eller to hvis man så godt efter! For mig er det en underlig oplevelse at gå rundt mellem mennesker, der kun tænker på at ”more sig” Byen sover aldrig – det kan man som turist i hvert fald godt få et indtryk af.

Først og fremmest kan næsten ingen andre byer i verden prale med en så magisk beliggenhed som Napoli. Byen ligger teatralsk på en lille slette midt inde i Golfo di Napoli, Napolibugten, og kravler op ad de lave bjergskråninger, hvorfra der er en eventyrlig udsigt over byen og den dybblå golf. Lige syd for byen, kun 13 kilometer fra Napolis centrum, troner vulkanen Vesuv, der i år 79 ødelagde de romerske byer Pompeji og Herculanum – og som hver dag kan gå i udbrud igen og udspy sin sky af sten, lava og giftige svovldampe lige i hovedet på de ubekymrede napolitanere.  

Napolitaneren elsker også larm og ballade. Bilerne samt de mange scootere kører med hornet i bund konstant og der råbes og skriges. Napoli er på rigtig mange måder en meget larmende by. Larmen i Napoli er faktisk ubeskrivelig, og der gik da også et par dage med at falde til. Hertil kommer gadesælgerne som i enhver anden by, og til hver en tid forsøger at snyde enhver turist, som ikke kender hans tricks. Men jeg beundrer alligevel deres opfindsomhed og charmerende snuhed.

Når vi kiggede nærmere på befolkningen som bor i Napoli, så kunne vi både se og hører, at mange har mere fremmed end italiensk blod i årene. 

Napoli kan være majestætisk smuk, med kongeslotte og barokbygninger og verdenskendte museer – men også larmende, beskidt og snusket. Det er kontraster der mødes.

Jeg har tilladt mig at sætte et par links ind, så jeg ikke gentager alt, hvad der står på nettet om de kulturhistoriske oplevelser, og deler mit indlæg op i to, da det ellers vil blive aaaalt for langt.

Mandag

Vi startede som vanligt hjemme i Aarhus meget tidlig og mere præcis kl. 5. om morgen, hvor der var en mellemlanding i sigte i Berlin med ventetid i 2 en halv time. Og hvor vi fik en hurtig frokost inden vi fløj videre til Napoli.

Da vi ankom til det vi troede var hotellet, men fandt ud af, at det var et lejlighedskompleks, og vi blev da også lidt skuffede, da vi regnede med, at der var balkon som vist på billederne. Ja, der var ingen balkon, men derimod en lidt indelukkede baggård, som jeg til gengældt, tror vil være guld værd, når det bliver rigtig sommer og når varmen begynder at indfinde sig. Stedet hed Holiday Garibaldi Napoli. og hvis vi havde tænkt os lidt om, så stod der jo heller ikke noget om hotel. Ud fra billederne så det jo også dejligt ud, men de snyder en smugle desværre.

Servicen var der egentlig ikke noget i vejen med, Silvia vores vært var meget imødekommende og hjælpsom. Hun kom og hentede os i lufthavnen. Hun var sød til at fortælle om byen og hvor man helst ikke skulle færdes om aften osv. Også i Napoli skal man passe på lommerne, og ikke vifte med sit Rolex.

Havde vi spørgsmål, så svarede hun altid inden for kort tid. Man kan sige at hun har omgivelserne imod sig for Holiday Garibaldi Napoli ligger lige i hjertet af Napolis slumkvarter, om jeg så må sige. For det er den rene sandhed, men hvordan skulle vi vide det – vi havde aldrig været i Napoli før.

Selve værelset var der heller ikke noget galt med som sådan, og tanken om at gemme køkkenet væk i et skab er en god ide. Specielt som sådan nogen som os, som måske roder lidt, når vi er på ferie. Der var køleskab med lille fryser, tv og gratis Wi-Fi. Et toilet med bad, og hvor der var stillet produkter frem.  Når det så er sagt, så knirkende sengen noget så ubarmhjertigt, og madrassen var lidt forkort til sengen, som havde set bedre dage. Vi var måske blevet taget lidt ved næsen, men vi var fast besluttet på at få en god tur trods vilkårene. Vores første møde med Napoli gik måske ikke helt som planlagt, men vi er langt hen ad vejen meget positivt indstillet, og for vi citroner, så laver vi citronfromage. 

Så da vi havde sundet os lidt over, hvor vi var havnede henne, så skulle der jo naturligvis gøres lidt indkøb af proviant, og bagefter tog vi en lille smuttur gennem de, tør jeg godt sige, slidte og rodet gader. Der var fyldt med støj og stank, beskidte paladser, smukke pladser, kirker, restauranter og butikker. Og følte mig både malplaceret, en smugle utryg over det ukendte, men også ret privilegeret, over at kunne opleve det rigtige Napolis sande sjæl – på godt og ondt. I denne klaustrofobiske labyrint af mørke og skumle smøger er folkelivet meget broget.

Man glemmer næsten sig selv for at betragte alt det mærkelige, der foregår omkring en. Tag f.eks. bilerne der dytter uafbrudt, overlæssede scootere, der drøner gennem de snævre gyder, og bedstemødre, der skændes om prisen med gadesælgerne. Affaldet som hober sig op i ildelugtende bunker i rendestenen og rent vasketøj, som hænger på snorene uden for vinduerne.

Aftensmaden blev indtaget i den pæneste restaurant vi kunne finde, og vi blev da også mætte, selvom de italienske portioner ikke er, så store som vi nogle gange kender herhjemmefra. Mandag aften blev der slappet af hjemme på hotelværelset i den knirkende seng.

Tirsdag

28063 skridt omregnet til 16,44 kilometer. En dag som startede med ægte italiensk morgenmad på sengen bogstavelig talt. Kaffe og en Cornetto med den blødeste lækreste creme med en let smag af citron i. Jeg behøver vist ikke sige at jeg var i kagehimlen, og tør slet ikke tænke på kalorier, men de blev vist også hurtigt brændt af.

Med maven godt fyldt op bevægede vi os ud i Napolis vilde og larmende verden. Ja jeg skriver vild for det er den. Et virvar af mennesker, biler og scooter nærmest flyver forbi. Jeg fik hoppet først lidt til højre og så lidt til venstre. Og løbet over vejen for ikke at blive kørt ned.

Vi fik oplevet det italienske marked som noget af det først. Vi var rundt og se et par katolske kirker og oplevede roen sænke sig. Nuvel jeg er ikke katolik, men jeg synes (og mine øre) det var rart med en lille pause fra larm, rod og dytten fra enten biler eller scooter. 

Vi gik sådan lidt rundt på må og få den første dag, men vi kom forbi Piazza del Plebiscito Som ligger For enden af Via Toledo. Napolis mest enestående arkitektoniske seværdighed og største plads, den livlige Piazza del Plebiscito.

Efter Piazza del Plebiscito gik turen forbi Castel Nuovo. Som ligger lige bag kongeslottet, på rådhuspladsen, Piazza del Municipio, knejser den majestætiske men skumle Anjou-fæstning Castel Nuovo. Borgen er beskyttet af fem runde tårne, mens indgangsportalen udgøres af en hvid renæssancetriumfbue til minde om Alfons 1.s indtog, smykket med skulpturer, der symboliserer kongens herlighed. Vi var ikke inde i borgen, men der skulle efter sigende for enden af en vindeltrappe ligge den højloftede Sala dei Baroni, hvor blodet flød i 1486. Napolis selvbevidste baroner planlagde et kup mod den aragonske kong Ferdinand 1., men det mislykkedes, og det blev aftalt, at de to parter skulle forliges ved et bryllup. Men midt under bryllupsfesten blev alle baronerne grebet af de kongelige soldater og henrettet sammen med deres familier, mens kongen fra terrassen nød vejret og udsigten over Golfo di Napoli.

I et af tårnene findes ifølge legenden en hemmelig dør, hvorigennem Napolis dronning Johanne, der levede 1373-1435 og var berygtet for sin tøjlesløse seksuelle appetit, smed sine elskere ned i voldgraven, hvor de blev ædt af importerede afrikanske krokodiller. En anden version fortæller dog, at hun selv spiste elskerne efter brug.

Efter et besøg på Castel dell’Ovo hvor udsigten var helt fantastisk og en smule vindigt, nåede vi ned til havnen og Golfo di Napoli, Il Lungomare – Napolis smukke havn, hvor vi spiste frokost på ægte italiensk stil naturligvis.  Pizza Margarita, mens vi nød udsigten ud over havet. En sød gademusikant fik spottet os siddende der, og bare nyde livet, og med et stort smil spillede lifligt på sin harmonika – en italiensk melodi (som jeg af gode grunde ikke kender), men som med sikkerhed handlede om kærlighed. Uden og lyde helt plader romantisk, så synes jeg faktisk det var en fin gæstus.

Turen hjemad gik gennem strøggaden Via Toledo. Hovedgaden er den lange Via Toledo (også kaldet Via Roma) er Napolis førende shopping gade med modebutikker, hoteller og restauranter. Og hvor min elskede Lush kom mig i møde, som en glædens overraskelse fik jeg fyldt depotet op igen.   

Via Toledo fører fra den halvrunde, palmesmykkede Piazza Dante mod syd, og her ligger indgangen til indkøbsarkaden Galleria Umberto 1. fra 1887, der engang var centrum for mondæne butikker og caféer, men i dag – bortset fra marmorgulvene og det smukke glasatrium er den ganske tom med undtagelser af meget få butikker.

Den lange vej hjem satte sine spor i vores fødder, og jeg var glad og lykkelig, da jeg nåede vores knirkende seng. Og her blev vi resten af aftenen og hyggede med indkøbt italiensk brød, pålæg, kaffe og the + det løse. Det lyder måske kedelig i nogens øjne, men Napoli er ikke en by man bevæger sig ud i aften efter kl 10. Det var noget vores søde hotelmutter fortalte os om, da vi kom. Vores fødder og ben ikke mindst var ganske glade for den beslutning.

Onsdag

22439 skridt omregnet til 13,3 kilometer. Ikke så meget som mandag, men nok til at der blev købt nye sko og det gælder os begge to. Min kæreste gik også til bekendelse, at han faktisk havde fået en kæmpestor vabel under foden. Men først skulle vi til marked, derefter prøve at køre tog i Napoli for at komme ud at se Herculaneum. For da vi ingen bil har lejet på denne tur, så måtte vi ty os til offentlig transport, og det var noget nemmere, end vi havde forventet. En heldags returbillet koster 9.5 euro for to personer, og så kan man kører alt det man vil, så det kan da vist ikke være nemmere. Ercolano (erkolaːno) er en by og kommune i storbyen Napoli, Campania i det sydlige Italien . Det ligger ved den vestlige fod af Vesuvius, på Napoli-bugten, lige sydøst for Napoli. Her ligger Herculaneum. Byen Ercolano fremstiller også lædervarer, knapper, glas og vinen kendt som Lacryma Christi (Tears of Christ).

Herculaneum var en blomstrende antik romersk by. I modsætning til nabobyen Pompeji var Herculaneum en lille by med en befolkning på ca. 5.000, og med langt rigere indbyggere. Byen er en ruinbi ligesom Pompeji. Byen hviler på et plateau af tolv meter vulkansk sten, og befinder sig kun syv km fra toppen af Vesuv. Her er ingen dybe hjulspor i gaderne, som man ser dem i Pompeji; ingen graffiti om politiske valg, eller “vadestene” for fodgængere, så de kunne krydse gaden tørskoet – kloakken fungerede perfekt i Herculaneum.

Efter rundturen som vi tog på egen hånd, fik vi lidt frokost på en af byens åbne pizzeriaer. Kl 13 var der ikke så mange, og vi synes det var for tidligt at tage hjem til ”hotellet” Så vi tog lidt målrettet ned på shopping gaden Toledo. Her fik vi også mulighed for lidt mere shopping. Toledo er et fin shoppingområde i mellemklasse pris, dog også mange butikker med udsalg, og billigere tøjpriser end i Danmark. Så man skal virkelig passe på her. Der er også her mange af lokale shopper. Og hvis du kigger op eller endda finder en af de mange restauranter af de smalle sidegader, der støder til Toledo kan du fornemme den syditalienske stemning.

Da vi tog afsted, så lovede vi hinanden, at vi ville prøve gå ind på et rigtigt italiensk konditori, så da shoppingbutikkerne var besøgt, satte vi os ind på Ceraldi caffé, og fik os en velfortjent pause og smagte lidt af den italienske kagespecilitet. Og I må ikke sige det til nogen, men jeg fik ondt i maven. Men det smagte så godt.  De kan noget med de kager de italienere. 

Hvis du ankommer med metro til Toledo kan du ikke undgå, at se deres meget flotte indgangsparti, som lader tankerne hen på vand og hav, eller som min kæreste nævnte, en svømmehal dog uden duften af klor, når man kommer meget tæt på de små fliser på væggene.

Læs med på Napoli del 2: Her

Du kan finde Napoli på google maps: Link

Har du været i Napoli? Del gerne dine oplevelser og tips i kommentarfeltet nedenfor!