Jagten på det perfekte har været blæst i gang længe – skal vi ikke stoppe den?

Hvem kender ikke behovet for at være perfekt, mange nærmest higer efter at være perfekt, mens andre er fuldstændig ligeglade. Og nu skal jeg lige skynde mig at sige, det med at gøre sig umage, ikke nødvendigvis er det samme som perfektionisme. Jeg synes, altid man skal gøre sig umage – bare man holder sig for øje, at det ikke udvikler sig til usund kontrol og perfektion. Det er ihvertfald også den vej jeg selv prøver at gå ned ad.

Det der med det perfekte hjem – perfekte middag, når man har gæster – perfekte udseende – perfekte partner – perfekte bil. Ja alt det, som gør, at man ikke udstiller sig fra andre. Det trives desværre stadigvæk i bedste velgående. Det er der rigtig mange mennesker som bruger rigtig mange penge og tid på.  At få rettet tænder, bryster, finpudset huden, hår, øjenbryn, læber. Der er jo næsten ingen grænser for, hvad man i dag kan rette og finjusteret, hvis man ikke lige er tilfreds med udfaldet fra fødslen.   

Og Puha – må altså indrømme, at jeg taber pusten, bare ved tanken om, hvis jeg skulle nå alt det! Og er jeg så tilfreds med mit udseende – tja ihvertfald så meget, at jeg kan acceptere det jeg ser i spejlet.  Og er jeg slet ikke utilfreds med noget – jo det er jeg, men jeg tror bare ikke jeg vil få det bedre af at få lavet fx store bryster.

Men hvorfor er det lige at alt skal det være så strømlinede, rent og poleret. Jeg synes, det perfekte kan blive alt for kedeligt. Ja så er det sagt! Og lad mig da lige uddybe engang.

Hvis vi nu tager udgangspunkt i det med det perfekte udseende. Jeg synes, det er forfærdelig skræmmende at børn helt ned i 1-2. klasse går så højt op i om deres udsende.  Eller de lidt ældre børn som aldrig føler sig gode nok, selv ikke et 12-tal kan gøre dem tilfreds.  Der er altid noget, de kunne have gjort bedre.

De forsøger jo at kontrollere sig selv og andre. De laver planer, som de følger til punkt og prikke. Og bliver irriteret over andres slaphed i fx gruppearbejde og overtager deres opgaver, fordi de andre i gruppen ikke kan leve op til deres standard. De lægger kun mærke til alt det, der er forkert ved sig selv og er meget selvkritisk og føler altid, at det er deres skyld, når noget går galt.  Sikke et pres der ligger på deres skuldre!

Hvis man altid gør sig ekstremt umage med nærmest alt, uden at man nogensinde bliver rigtig tilfreds. Ja så risikerer man virkelig at gøre livet surt for sig selv. Det er jo også der perfektionisme bliver en stor udfordring. Overdreven perfektionisme kan jo simpelthen gå gevaldigt ud over ens trivsel og livsglæde. Man presser jo sig selv til det yderste, og dét bliver man nemt ret så stresset og på sigt rigtigt udmattet af!

Derfor skal vi så ikke lige stoppe op og trække vejret, finde roen og smile til os selv i spejlbilledet?

Heldigvis har man længe kunnet læse artikler, interviews og set billeder af kende, der alle sammen kredser om, at NU er det endelig blevet legalt og i orden at indrømme, at man er uperfekt. Og det synes jeg jo i sig selv er genialt!

Udfordringen her er jo så bare lige, at det nye uperfekte er det der til forveksling ligner et synonym for det nye perfekte. Sandheden bag udsagnet som: Det nye perfekte er det uperfekte! Stadigvæk gemmer der sig jo lige så hjerteskærende uopnåelige billeder af og forestillinger om, hvad vi skal kunne leve op til som mennesker.

Er det perfekte det samme som smuk?

Nej det vil jeg ikke mene. For mig er det perfekte er ikke det samme som smuk. Vi kan jo godt blive enige om, at det at være perfekt, er når noget er fejlfrit. Men selv om en ting er fejlfri, betyder jo ikke, at den er smuk. At noget er smukt, er jo en hel og holden personlig vurdering. Vi er jo ikke ens og heldigvis for det, og ser alle sammen det smukke i noget forskelligt.

Hvad er det egentlig vi søger, og hvad er det vi ønsker at opnå, ved at være så perfekte? Hvem er det egentlig der sætter dagsorden på, hvad det vil sige at være perfekt?

Nu må toppen af isbjerget da også snart være nået, tænker jeg? Og tror, vi skal have vendt vores kulturelle holdning til, hvad der giver værdi og mening.

Jeg synes det uperfekte er spændene

Vi skal jo alle helst udstråle, at vi har det perfekte liv? Det er en stor misforståelse og det er spild af energi og gode kræfter, hvis vi kæmper os tilbage ved at skabe en forestilling om, at hvis bare vi lige får rettet de sidste fejl, så kan vi blive elsket.  

Jeg tror det perfekte bygger på en forestilling. En forestilling, der ikke handler om dig, men om den andens fantasi. Og hvis en anden elsker dig for det perfekte, elsker de jo denne en forestilling. Men elsker den anden derimod dine finurlige kringelkroge og pudsigheder, så elsker denne DIG! Og det er jo det, vi alle ønsker. Nemlig en, som ser os som den vi er og elsker os for det vi er.  

Det perfekte skaber jo kun ensartethed og det er jo her i, det forudsigelige ligger. I det ensartede møder vi jo intet nyt. Der er ingen overraskelser. ingen mysterier, der skal udforskes. Jeg elsker mysteriet og elsker at udforske og opdage alle de små særheder der er ved hinanden. Det er præcis dem, der gør at vi bliver knyttet os til hinanden.

Jeg synes, det er spændende og det der pirrer min nysgerrighed, er det ujævne og uperfekte, for ikke at nævne det uforudsigelige og det overraskende.

En af de ting jeg rent faktisk godt kan lide ved mig selv er, at jeg ikke er perfekt og er ret god til at dumme mig. Det fortæller mig, at jeg ikke tager mig selv for højtideligt og det er der en vis sund ageren i, synes jeg. Jeg er også i den grad fortaler for, at man skal fortælle alle de latterligt uheldige ting, man kan komme ud for. Hvorfor? Det værste der vil kunne ske, er vel at man får et godt grin! Hvis man kan grine af sig selv, kan man også grine til verden!

Fx havde jeg en dag set, at der var bagagerummarket nede i byen. (jeg elsker jo markeder) Så vi får sko på og afsted. Da vi så kommer ned, kan vi umiddelbart ikke se noget marked. Vi sætter googlemaps til i forhåbning om, at den vil bringe os på rette vej. Vi får da også gået og finder ud af, at vi er gået i ring og vi ser på hinanden og griner. Vi finder så lidt senere ud af, ved at kigge på opslaget om dette marked, at det slet ikke er den her dag der er marked, men først en mdr. senere. Det er et lille og sikkert uskyldigt eksempel, men ikke desto mindre har vi en skæg lille historie og fortælle videre en dag.

Du behøver ikke lade din hverdag styre af perfektionisme. Du kan nemlig godt lære ikke at lade perfektionismen gøre livet surt for dig selv. Jeg ved det lyder nemmere sagt end gjort og det tager også lidt tid at få ændret, så vær lidt tålmodig. Den kontrol man higer efter når alting skal være perfekt, gør en tryg og giver en følelse af at have styr på sit liv. Men i virkeligheden kan man ikke kontrollere alt.

Vi må lære at acceptere os selv, men det sker ikke, når vi bliver ved med at dyrke det perfekte. Uden finurlighederne er vi virkelige kedelige og uinteressante. Så glem det perfekte liv og elsk dig selv, og bliv elsket, for dine fejl og finurligheder, de er med til at gøre dig unik menneske.