Alternativ til alm pandekager
Herhjemme er familien vilde med, når jeg går i køkkenet, måske fordi jeg præsentere dem for nye alternativer.
Disse pandekager spiste jeg selv ret flittig og i mange år til morgenmad og som snack da jeg boede selv, og lavede gerne en god portion, så jeg havde til at par dage eller frøs dem ned og tog dem op. Pandekagerne kan spises både lune og kolde med og uden ”fyld”
Disse små tykke bananpandekager er helt uden tilsat sukker, men de er stadig skønne og søde i smagen. Det skyldes, at der er banan i dejen, som søder pandekagerne. Bananpandekagerne egner sig også fortrinligt til et lille mellemmåltid.
Der er som udgangspunkt flere fibre i bananpandekager end i klassiske pandekager med hvedemel, da både banan og havregryn indeholder gode kostfibre.
Denne her portion er til to personer og giver 6-8 små pandekager og er glutenvenlig.
Du skal bruge:
2 modne bananer
3 æg
1 dl finvalset havregryn (gerne glutenfri)
1 dl hvedemel, fuldkorn, eller grahamsmel (kan erstattes med mandelmel eller anden nøddemel)
Krydderier du kan komme i dejen
evt. 1/2 tsk. kardemomme, vaniljepulver, kanel, muskatnød, ingefær (evt. friskrevet ingefær)
Prøv også med lidt revet lime- eller citronskal. Kakaopulver er også godt i bananpandekager.
Evt. også tsk. bagepulver – det får pandekagerne til at hæve op og ligne amerikanske pandekager
Smør til stegning
Sådan gør du
Mos bananerne godt (Jeg bruger en stavblender til dette) og pisk dem sammen med æg, havregryn, krydderi, mel og salt. Varm panden op og kom en klat smør på. Kom pandekagedejen på i klatter med en spiseske. og vend dem når de er stegt lysebrune på den ene side. Servér dem gerne med frisk frugt, fx blåbær, solbær, hindbær og jordbær og måske en lille klat skyr på morgenbordet.
(Jeg går meget op i madspild og denne her opskrift er perfekt til at bruge modne bananer i stedet for de finder vej til skraldespanden)
Du kan også finde opskriften på mine glutenfri bananpandekager HER