Min vej til et lykkeligt arbejdsliv af Kirsa Jespersen

Fra stressramt tandlæge til succesfuld webshopindehaver

På arbejdet kunne jeg sidde i tandlægestolen foran en patient og føle, at lokalet snurrede rundt om os. Derhjemme blev jeg rasende over de mindste ting, og om natten vågnede jeg af mit eget skrig i angst og forskrækkelse. Det hele var blevet for meget, og til sidst kunne jeg bare ikke mere.

Det hele begyndte ellers så godt

Mit navn er Kirsa Jespersen, og jeg er i dag så heldig at have et lykkeligt og godt arbejdsliv som direktør for webshoppen Curvii.dk. Men sådan har det ikke altid været. I 13 år arbejdede jeg som tandlæge, hvilket jeg til at begynde med troede var mit drømmejob.

Jeg var faktisk god til mit arbejde, og patienterne var glade for mig. Det var derfor naturligt at jeg, i den kommunale tandpleje hvor jeg var ansat, efter kort tid fik flere krævende opgaver og blev tildelt et distrikt med mange børn med dårlige tænder. Vi havde rigtig travlt, og ventelisterne var lange, så der var behov for, at nogen gjorde en ekstra indsats. Det gjorde jeg – og måske også lidt mere end det.

I starten gik jeg på med krum hals, jeg var glad for mit arbejde og nød at gøre en forskel. Jeg blev også tillidskvinde og arbejdede for bedre tandsundhed for patienter og gode forhold for de ansatte.

Samtidig følte jeg et ansvar for de børn, jeg lærte at kende gennem mit arbejde. Flere kom fra udsatte familier og havde behov for hjælp i livet; de havde det slet ikke godt.

Jeg kunne ordne deres tænder og give dem omsorg, når de var hos mig. Men jeg kunne ikke hjælpe dem med alle de andre problemer, de havde uden for tandlægestolen.  Det gjorde ondt indeni, og jeg kunne ikke lægge disse børneliv bag mig, når jeg havde fri.

Stressens sorte hul

Ansvaret, tidspresset, arbejdsbyrden, de lange ventetider og det faktum, at jobbet som tandlæge ikke har rum til at fejle, var alt sammen medvirkende til, at jeg til sidst brød sammen.

Jeg blev sygemeldt med stress og lå i sengen i rigtig, rigtig mange dage, og der gik lang tid, inden jeg vovede mig uden for døren og begyndte at gå ture. Jeg tænkte på, hvad der skulle blive af mig, hvad jeg nu skulle leve af, og om min familie overhovedet kunne bruge mig til noget længere.

Det var ubeskrivelig hårdt, og jeg var i første omgang sygemeldt i et år. En jobkonsulent mente herefter, at jeg var klar til at arbejde igen, og i første omgang var jeg faktisk enig. Men jeg var ikke rask endnu, slet ikke. Jeg begyndte at arbejde, men jeg fik det hurtigt dårligt. Jeg fik et stort tilbagefald og ramte igen bunden af det sorte hul, som jeg havde brugt et år på at kravle op fra.

Da sagde jeg stop

Derfor trak jeg stikket. Jeg meldte mig helt ud af det offentlige system og takkede nej til ydelserne, der fulgte med. Det var nødvendigt for mig, hvis jeg skulle blive rask. Jeg kunne ikke klare presset derfra.

I et helt år var jeg derfor hjemmegående husmor, mens vi levede af min mands indtægt. Jeg fik ro på og blev glad igen, og til sidst følte jeg mig faktisk rask, sådan rigtigt.

Da jeg denne gang vendte tilbage til arbejdet som tandlæge, lykkedes det mig at finde en arbejdsplads, hvor jeg kunne passe mit job uden symptomer og uden at være bange. Men undervejs i mit sygdomsforløb havde jeg oplevet noget, som havde sat gang i nye drømme og ønsker for fremtiden.

Kan jeg også få et job, som gør mig glad?

Min bror Kent var startet som iværksætter i Ikast. Hver gang jeg snakkede med ham i telefonen eller besøgte ham, kunne jeg se, han var vildt glad. Han udstrålede altid overskud, engagement og begejstring, når snakken faldt på arbejde. Noget, som jeg slet ikke kunne kende fra mit eget arbejdsliv.

At se ham fik mig til at tænke: Hvad hvis nu jeg kunne få et arbejde, som rent faktisk gjorde mig glad – et arbejde, som slet ikke var forbundet med nogen former for frygt. Var det muligt at finde et arbejde, hvor jeg kunne blive, ja, vel nærmest lykkelig?

Kirsa og Kent

Jeg vidste Kent manglede en samarbejdspartner, en dag ringede jeg simpelthen til ham og spurgte, om det måske kunne blive mig. Jeg tilbød i starten min arbejdskraft gratis, han havde jo brugt lang tid på at starte sin virksomhed op, selvom han havde skabt en sund forretning, var det ikke, fordi pengetanken mindede om Von Ands endnu. Han sagde heldigvis ja, siden har vi ikke set os tilbage.

Vi har nu opbygget virksomheden Curvii, som bringer værdi og glæde til rigtig mange mennesker. Vi sælger tøj til kvinder i størrelsen 42-60, for mig er det mere en hobby end et egentligt arbejde – lige hvad jeg håbede på!

Selvom der stadig kan forekomme stressende perioder, opstå svære situationer, er det altid kun kortvarigt, vi løser de udfordringer, der kommer. Nu har jeg har et arbejde jeg kan rumme, og et arbejde, der kan rumme hele mig.

En lykkelig afslutning

For mig har det været lykken at gå fra stressramt tandlæge til succesfuld webshopindehaver, hvilket i øvrigt er titel på en podcastserie i den podcast, som jeg laver for Curvii. Hvis du er nysgerrig, kan du finde den serie samt mange andre her: https://www.curvii.dk/podcast. Her fortæller jeg uddybende om hele forløbet.

Kirsa

Jeg er i dag lykkelig for, at jeg turde tage springet ud som iværksætter. Jeg er meget taknemmelig for, at min bror troede på mig og tog mig med på sin rejse. Jeg håber, at min historie kan være til inspiration for dig, uanset om du har været ramt af stress eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *