Så kan efteråret og vinteren bare komme an
Når det regner, river og rusker udenfor så er det altså godt med en gang suppe som kan varme den måske forfrossen krop.
Efteråret og vinteren bugner med lækre grønsager som er perfekt til suppe. Men da græskar er en meget mild grønsag, gør det absolut ikke noget med lidt forskellige krydderier til suppen. Får man ikke tilsat ekstra smag til suppen, så smager den rent ud sagt ikke af noget, så det gør ikke noget at være rundhåndet her. Det er med andre ord nødvendigt at tilsætte lidt salt og syre og så giver det altså også et gevaldigt pift, hvis du tilsætter lidt chili eller paprika.
Du skal bruge:
Suppe til ca 4 pers
1 hokkaido græskar (ca 600 gr uden kerner og stok)
1 løg
2 fed hvidløg
2 spsk olie
8 dl grønsagsbouillon (evt. vand + 1 bouillonterning)
3 kviste frisk timian eller 2 tsk tørret timian
3 laurbærblade
1-2 dl fløde madlavnings, soya – eller piskefløde
2 tsk paprika
chilipulver
citronsaft
salt og peber
Sådan gør du:
Halver hokkaidogræskarret, fjern kernerne og skær græskarret i grove tern – du behøver ikke at skrælle den hårde skal af græskarret først. Skræl løg og hvidløg og skær også dem i grove tern.
Varm olien op i en gryde og sauter løg og hvidløg heri til de er klare. Tilsæt græskartern og svits dem i ca 5 minutter. Hæld bouillon i gryden sammen med timiankviste og laurbær, læg låg på og lad suppen simre i ca 20 minutter, eller til græskarstykkerne er helt møre. Kassér timiankviste og laurbær og blend suppen glat med en stavblender. Er suppen for tyk, så tilsæt evt. lidt vand/bouillon.
Tilsæt fløde og paprika til suppen og smag til med chilipulver, citronsaft og salt og peber. Server suppen rygende varm med godt brød, ristede græskarkerner og cremefraise.
Du kan også prøve ovnbagte græskar HER