Beaujolais Nouveau Dagen

Det var en sen morgen i november 1988. Dagen efter Beaujolais-dagen. Jeg vågnede op i en lejlighed i Holbergsgade. Med rødvins-tømmermænd. Ved siden af en fyr med et ødelagt sind. 

Til jer der ikke lige kender konceptet (ikke tømmermænd); “Beaujolais Nouveau Dagen” er en gammel tradition. Tilbage til 50’erne. Måske før. Dato for begivenheden har været svingende. Men i 85 blev det den tredje torsdag i måneden. Rundt om i verden var der kapløb om at få de første flasker fra distriktet ud til forskellige markeder. Så restauranter og barer i Aarhus gjorde dette til en mærkedag – og den var jeg selvfølgelig med på. Jeg var simpelthen så meget med på den, at jeg fik mit livs værste tømmermænd. Det var ikke en helt almindelig omgang. Med hovedpine og grovæderi dagen derpå. Nej, denne morgens hangovers tog det mig næsten 31 år at komme helt af med.

Mærkedagen faldt i 1988 den 17. november. Den skulle selvfølgelig fejres. Med fest og rødvin. Hvis der var noget jeg kunne dengang, så var det at fejre noget – også om torsdagen. Jeg hamrede igennem. Og det gjorde fyren med det ødelagte sind også. Vi indledte et forhold. Egentlig havde vi et forhold inden. Som (rimelig nye) venner. Jeg vidste udmærket hvad det var jeg gik ind til. Og dog. Havde jeg haft min nuværende erfaring var det ikke sket. Men jeg var vild og rastløs. Og nød til fulde den fest og ballade der fulgte med. Set i sidespejlet var der nok også lidt for meget. Vi flyttede sammen i en lejlighed bag Anne-Lises bar i Aarhus. Det er måske en indikator i sig selv. Det der efter knap 2 år lukkede festen var, at min søn kom til verden. Et dejligt lille væsen – men med kolik (troede vi dengang). Det blev for meget for farmand.

Så begyndte udfordringerne

I takt med udfordringerne begyndte jeg at sætte mine grænser lavt. Ubemærket af mig selv. At nedtone egne forventninger. Samt ikke mindst at lade et andet menneskes mindreværd nedgøre mig som individ. Men jeg satte ikke stolen for døren. Jeg lukkede behagesygens grimme fjæs ind. Og hermed startede den langsommelige indfrysning af mit hjerte. Og jeg lukkede ned for mine egne rettigheder. En pleaser er indbegrebet af hensynsbetændelse. Uden fornemmelse af hvad der kan skade hende selv. Hun (eller han) er en fantastisk fangst for en user. En user er – i min terminologi – et menneske der ikke ejer empati. Eller har indlevelse eller forståelse for et andet menneskes følelser. Han (eller hun) er følelsesmæssigt sin kæreste utro og illoyal. For at behage egne behov først og fremmest. Og prioriterer sjældent andre før sig selv. Men de kan begge såre. Ved at “give igen”, når de føler sig forrådt. Og de sårer begge, blot ved deres nærvær. Eller samvær. For de to er en farlig kombination. De bygger ikke hinanden op. Tværtimod. De ødelægger.

Jeg blev sådan en pleaser. Og forblev det i mange år efter det første forhold sluttede. Jeg begyndte at opsøge partnere hvis behov kom i første række. Ubevidst. På bekostning af mig selv. Det kan lyde naivt. Måske ligefrem dumt. Men ikke når man er en pleaser. Så er det hengivenhed uden krav. Misforstået kærlighed. Udover det var jeg også det jeg ynder at kalde en langsom slutter (“l”-et er ikke en slåfejl). Når jeg endelig mærkede en trang til at komme ud af forholdet, kunne jeg ikke bare sige “det var så det”. Vende ryggen til og se fremad.

Korkproppen

Min indre fighter skulle absolut forsøge at finde grunde til at blive. Stå i stampe i noget der for længe siden var dømt til at fejle. Jeg følte det som et nederlag. At JEG ikke kunne få det til at fungere. Om så jeg skulle være den eneste angriber på holdet. Og han var passiv. Ja, jeg kunne ligefrem klaske et ”Vågn op” i hovedet af ham. Uden respons. Hvordan magtede jeg det? Jo, det var egentlig lidt af en egenskab jeg besad. Jeg kunne nemlig overbevise mig selv. Finde de mindste forandringer der kunne sige god for manden – ”havde han ikke også ændret sig lidt til det bedre?”. Eller tænke ”er det måske ikke også mig der er lidt sart?”. Jeg opfandt behov jeg ikke havde. For at blive i (den misforståede) tryghed. Endvidere havde jeg pådraget mig endnu en bivirkning efter den rødvinsbrandert. Jeg blev en korkprop, som min bedste veninde ynder at kalde mig. Jeg dykkede af og til, men kom hurtigt op til overfalden igen. Jeg skal ikke kunne sige om der ikke røg nogle vinpropper indenbords den aften/nat i 1988. Man kunne tro det. Men med denne evne fandt jeg uanede kræfter til fortsætte. På godt og ondt.

Jeg ved det lyder hårdt at sige. At jeg har haft næsten 31 år med tømmermænd. Det yder måske ikke mændene retfærdighed. Men ikke desto mindre er det sandt. Og tømmermænd er jeg også selvpådragende. Jeg valgte udfordrende partnere. Partnere der havde et lavt selvværd. Partnere der bød sig til, som jeg lærte at ”elske”. Selvom jeg ikke rigtig var med i hjertet. For det anede jeg efterhånden ikke hvor var. Jeg lod mig nøje. Eller fandt ind i en tosomhed der (ubevidst) ikke forpligtede. Fordi de nok ville have børn senere. 

De faste, de løse og en knallert

Det blev til fem faste forhold af 4 til 5 års varighed. Så tænker du nok. Ja men det er da max 25 år. Jo men der var jo også nogle få løse – rebounds. Og knallerten. En ung fyr jeg ”fræsede rundt på i 2 år. Han skulle have børn. Jeg skulle have uforpligtende selskab. Jeg havde jo heldigvis fået noget vidunderligt ud af de fem forhold. Jeg havde fået to skønne børn. Så ikke flere børn til mig. Det kom også af sig selv. Medmindre han havde en loddekolbe og en doktorgrad med i bagagen. Og det havde han ikke.

Selvom jeg stille og roligt lukkede af, tog jeg det hele ind. Bragte det med videre til næste stop. Også selvom jeg mente, at jeg lod mig selv “hele” ind imellem. Men man heler ikke ved blot at smertedække sig. Og det var det jeg gjorde. Af og til mistede jeg mig selv i det. Tog nogle valg jeg havde det skidt med. 

Man heler ved at være i sit eget blottede selskab. Ved at tolerere sit eget forbandede jeg. Og mærke sit eget nedbrudte hjerte. Det har jeg brugt de seneste par år på at gøre. Mine mange forliste parforhold tyder på noget andet, men jeg har altid vidst hvad jeg vil have.

Love and lifelines

Jeg tror, at forelskelse sker på afstand. Og at elske kommer med tiden, når man er tæt på et menneske man holder af. Og selvom jeg burde være den der er tættest på mig selv, har jeg nok om nogen været meget langt væk. For langt væk til at blive forelsket. De seneste år har jeg forsøgt at ændre den afstand. At tage andres anskuelser af mig ind. Vende mit blik udefra og se indad. Ikke kun se mig selv indefra og ud. Altså ikke tage så meget hensyn til hvordan jeg skal agere for at please en partner. Men i stedet hvordan skal jeg agere for at please mig selv. Studeret hende derinde og fundet det smukke der er uden anden sammenligning. For vi er alle unikke. Ingen er som mig eller dig. Jeg kan takke mine veninder og venner fordi de altid har troet på mig (som taget ud fra en Oscarvinder-tale). Ladet mig vide, at jeg er et godt menneske. Ladet mig være mig selv i mine dårligste valg. Og mig selv for alle de timer jeg har brugt på intet. Og alligevel alting i min løvehule. Og jeg har lært én ting. Alle de huller man graver i livet. Vreden og ekserne man smider derned. De gavner ikke. Man ender der selv i stedet. Så jeg valgte at smide en rebstige ned i hvert af hullerne. Det gjorde, at jeg fik mig selv halet op. De blev mine livliner.

Forelsket igen

På Beaujolais-dagen i år gik tjekkerne på gaden i Prag. Det var 30 års dagen for Fløjlsrevolutionen. En fredelig demonstration endte ud i et opgør med kommunismen. På ganske få dage.

Min revolution startede for nogle år tilbage. På grund af en morgen for 31 år siden. Hvor jeg fik mit livs tømmermænd. Jeg har slugt mange piller. Viftet med mange hvide flag. Men jeg har også suget en masse erfaringer til mig. Og det er ikke hele vejen hertil der har været ensporet. Eller bumpet. Der har været skønne lige strækninger, hvor jeg bare kunne sætte fartpiloten til. Eller små fantastiske stikveje, der måske bare var/er til låns.

Men imens jeg sidder og skriver dette indlæg, mærker jeg en smilende fornemmelse i min krop – jeg er endelig forelsket igen. Og denne gang er hun den helt rette.

Hvis du har llyst kan du læse mere på Vibekes blog HER