Kan man have et tidsbegrænset venskab?

Vi siger gerne at vores børn kun er til låns. Det betyder i alt sin enkelthed, at når de er blevet voksne nok, så flytter de hjemmefra og danner et voksenliv, hvor der i nogen tilfælde er sparsomt plads til forældre, mens andre taler sammen næsten hver dag.

Men hvad nu hvis man kun var til låns hos ens venner? Hvad er det, der gør, at vi fra den ene dag til den anden kan vende gode relationer ryggen? Og kan et forlist venskab i virkeligheden være et vink med en vognstang om, at vi skal ændre noget i vores eget liv?

Jeg har engang haft en meget tæt veninde. I en periode var vi nærmest uadskillelige, og vi delte mange personlige svære ting med hinanden, og havde fået opbygget en oprigtig fortrolighed. Men vores forskellige valg i livet endte med at komme imellem os. Hun blev mor, alt imens jeg har valgt børn fra. Mødte en mand og flyttede i hus med have og er bonusmor til hans 2 store børn. Jeg oplevede venskabet forsvandt. Jeg tog den svære kontakt, da jeg ønskede at bibeholde vores venskab. Jeg anså vores forskellige veje som udvikling, som vi kunne støtte hinanden i, og være stolte af den udvikling vi hver især har været igennem. Hendes grund var, at jeg kun har været til låns, og at den lånetid ønskede hun ikke at forlænge!?! BUM – kold karklud lige midt i ansigtet. Og jeg vil lyve hvis jeg sagde, at det ikke ville betyde noget. Hun var langt fra en ubetydelig og ligegyldig veninde for mig.  Ja det gjorde rigtig ondt, og jeg sad tilbage – chokeret, vred og med en dyb skuffelse.

Det har fået mig til tasterne denne gang – for kan venskaber være midlertidig og alt efter ens eget behov?

Venskaber fortjener fokus og pleje

Jeg synes, at venskaber fortjener meget mere fokus og pleje, for i en tid, hvor flere og flere parforhold går i opløsning, så er det blevet ekstra vigtigt, at genfinde værdien i venskaberne. Gode venskaber er for mange mennesker for livstid, og det betyder også, at vi skal forberede os på op- og nedture.

Men hvad er en nedtur i et venskab? Er det, når den anden ikke har det godt, eller er det, når du er blevet vred, skuffet eller misundelig på den anden, og peger fingre i stedet for at huske sig selv på sin egen rolle i den nedtur, der har udspillet sig?

Rigtig mange kan kun finde overskuddet frem til og sige ”hun sagde” og ”han gjorde”, frem for at blive på sin egen banehalvdel, og blive klogere på, hvad det rent faktisk er, vi selv har sagt og gjort.

Hvis man i første omgang havde anerkendt problematikken, og havde sagt det til vedkommende i stedet for at trække sig, så kunne man have udviklet både sig selv, og venskabet fremfor at afvikle det.

Et rigtigt venskab

Ret ofte trækker vi os fra selv de bedste relationer, ofte af den eneste årsag, at vi ikke kan være i dem. Jo mere relationen betyder, des mere bliver vi spejlet, og des sværere er det for os at være i, når venskabet slår skår, og der opstår uhåndgribelige følelser. Følelser, som er svære at håndtere, når vi i forvejen har en travl hverdag og ikke mindst et parforhold, som jo også kræver pleje. Alt for ofte prioriterer vi at løse nedture i parforholdet fremfor i venskabet af den primære grund, at vi i parforholdet er gensidigt afhængige af hinanden.

Vi lærer hele livet. Og lige præcis ærlighed, tror jeg, er kimen til et sundere, stærkere og langt mere givende venskab med plads til udvikling både sammen og hver for sig.

De filosofiske briller

Ser man gennem de filosofiske briller, så er venskaber Ifølge den græske filosof Aristoteles helt afgørende for, at vi kan lykkes som mennesker. Med det mener han, at det er igennem de mennesker, vi omgiver os med, at vi har muligheden for at udvikle os. I følge Aristoteles er der 3 slags venskaber.

Det første som handler om nytte og optimering, det andet som handler om glæde, fest og farver, og det tredje som skaber plads til en dybere forbindelse. I venskabet kan vi spejle os, og der findes lærdom, som leder til udvikling.

Jeg synes jo det er fantastisk, at både se og men også mærke, hvordan vi kan vokse sammen med venner, som støtter os og hjælper os med, at blive en bedre udgave af os selv. Men jeg har også længe erfaret, at der ikke er nogen garantier her i livet. Og det var alligevel lidt af et chok og en stor smerte, at miste et så tæt et venskab.

For mig er en rigtig god veninde noget dyrebart noget, og noget man holder fast i, trods af livet har formet sig forskelligt. Jo længere et venskab har varet, jo mere dyrebart er det også at miste.

I stedet for at se det som forskellighed, så tænkt på det som udvikling og vær stolt over, at du har fået lov at være med på den rejse. Jeg synes, man skal tænke sig rigtig godt om inden man ”slår op” på baggrund af det.

Sunde venskaber

For at forstå, hvorfor et venskab slutter af den ene eller anden grund, så synes jeg, at det er væsentlig, at tænke på, om det var et sundt venskab. Et sundt venskab hjælper dig til, at vokse og motiverer dig til at udvikle dig, mens et usundt venskab dræner dig. Så vi kan jo godt blive enige om, at sidstnævnte måske er sundt nok for dig at slutte.

Tre ting som jeg synes er vigtig for at sundt venskab er først og fremmest ærlighed – med andre ord, er venskabet oprigtig, respektfuldt og retfærdigt. Dernæst accept – som er grundlaget for oprigtighed. Den sidste ting er optimisme – som er grundlæggende for gode venskaber ikke, at fokusere på beklagelser og bedømmelser. Den sidste og tredje er ligeværdighed – Samme respekt for begge parters værdighed og personlige integritet.

Konklusion

Alle har vi et ansvar i forhold til vores vigtige relationer. Alligevel er det ikke sådan, at man altid kan tale om symmetri, når det gælder venskaber. Nogle gange kan den ene part have større overskud eller sårbarhed end den anden. Det er jo netop derfor, det er godt at have venner, med hvem man også kan dele eller vise sine nederlag eller manglende overskud. 

Tætte og sande venner vil være dem, der vil udtrykke uenighed, når de opfanger, at vi er for hårde mod os selv. De har nok selvtillid til at gøre det klart for os, at de vil det bedste for os og lade os vide, når vi virkelig gør noget forkert. Selvom man kan tilbringe flere år væk fra hinanden, så får en sand ven det til at føles som om, der ingen tid er gået overhovedet. Man kan altså konkludere at en sand ven altid vil være der for dig hvis det brænder på!

Jeg kan sidde stille og reflekterer over at en veninde, som har kendt mig i det i godt 15 år af mit liv, og som ved næsten alt om mig, og som har deltaget i store dele af mit liv, pludselig ikke er der mere for mig. Jeg må revidere mange af mine minder, med en som jeg havde et fortrolighedsforhold til, pludselig har afvist mig. Kan man kalde det en sand ven?