Er det ukrudt eller en nytteplante?
Hvis du ikke allerede ved det, vil du nok se på brændenælden med andre øjne når du har læst indlægget.
Jeg har desværre haft det sådan at brændenælder var kendt som en plante, man helst skulle undgå. Det er jo lidt en skam, for de smager rigtigt godt og er også smækfyldt med vitaminer, mineraler og jern som er godt for os. Og graver man lidt dybere ned i, hvad brændenælde egentlig er godt for, så finder man mange interessante oplysninger.
Så da jeg ville lave et indlæg til skønhed og helse skulle det naturligvis handle om brændenælder!
Brændenælder har historisk været brugt som lægeplante mod så forskellige lidelser som kronisk hoste, gigt, forstoppelse og stimulation af blodomløbet i ben og fødder.
Efter sigende skulle de romerske soldater i tidernes morgen massere deres trætte ben efter de lange marcher for at fremme blodgennemstrøminigen. Godt det ikke var mig siger jeg bare. Men faktisk slet ikke så dumt alligevel som man ellers skulle tro.
Og i klostrene var der ofte områder med brændenælder, som munkene kunne lave afkog af til urinvejslidelser, astma og hudproblemer som fx div eksemer.
I 1800-tallet blev brændenælderne brugt i psykiatrien, hvor sindslidende patienter dagligt blev pisket med friske brændenælder, eftersigende for at øge patienternes mentale velvære.
Brændenælden har været et godt middel til at modvirke vitamin- og mineralmangel. Men den brændende plante indeholder også en anseelig mængde protein.
Der forskes stadig i brændenældernes gavnlige virkninger, og man kan heldigvis nøjes med at spise planterne for at opnå en effekt.
I dag bruges brændenælde meget ofte i amme teer pga. dens mælkestimulerende virkning, men brændenælde bruges også nogle steder til at fremstille økologisk tøj. Udover at fremme mælkeproduktionen hos ammende, virker brændenælderne angiveligt vanddrivende og udrensende.
Tips: Brændenælde skulle også være godt mod tyndt og livløst hår.
Hvorfor er brændenælden en nytteurt?
Ligesom mange andre vilde urter, er brændenælder virkelig blevet populære i madlavningen i de seneste år. Det skyldes jo i høj grad nældernes meget næringsrige sammensætning.
Brændenælde har som sagt en rensende og bloddannende virkning og indeholder mange viaminer og mineraler som jern, A- og C-vitamin, kisel (silicium) og kalium. Der er ligeledes et højt indhold af flavonoider i brændenælderne, som kan bekæmpe betændelsestilstande i kroppen fx gigt. Jernmængden kan virke forebyggende på blodmangel, og er derfor en fin måde at tilføre kroppen jern i naturlig form.
Mineralsammensætningen i brændenælde gør den basisk, den kan derfor med fordel bruges i bagværk, da kornprodukter er syredannende. Den basedannede virkning gør den god til fx urinsur gigt, eksem og halsbrand.
Hvordan finder man brændenælder?
Jeg er faktisk selv blevet rigtig glad for brændenælde-te, som jeg drikker jævnligt. Og jeg overvejer meget at begynde at komme tørret brændenælde i dejen, når jeg bager mit glutenfrit brød.
Pluk brændenælderne inden blomstring
Brændenælder er i sæson fra marts til juni, her er de friske skud, som er mest velegnet til at spise. Man kan dog også plukke brændenælderne senere, hvis der stadig er nye blade.Pluk så kun toppen af planten de ca. 3-4 øverste bladpar. Men det skal være inden, brændenælderne begynder at blomstre.
Brændenælder beskytter sig selv
jeg tror de fleste nok kender brændenælder, fordi de er blevet brændt af dem, og ved at det giver en sviende fornemmelse når man er blevet brændt.
Men det skal jo ikke afskrække en fra at spise eller plukke brændenælder. Siger jeg som selv var ret så afskrækket. Deres fortrinlige smag er faktisk årsagen til, at de brænder. Det er nemlig et effektivt forsvar mod de dyr, som gerne vil æde dem.
Brændenælderne har et tæt lag af små hår på deres stængler og blade. Når man rører ved brændenælden, knækker spidsen af hårene, som når man slår halsen af en glasflaske.
Nu er håret skarpt som en kniv, og skærer derfor et lillebitte hul på huden. Brændenældernes hår indeholder en giftig væske, som siver ind i såret og giver den brændende fornemmelse.
Derfor er det vigtigt at bruge tykke havehandsker eller en saks, når du plukker brændenælder. Det er særligt de nye skud, der brænder mest, men også dem, der har den bedste smag.
Sanketips
Når du plukker friske skud, så pluk væk fra veje og sprøjtede marker. Pluk topskudende, der er flest vitaminer i dem, og pluk de nyeste skud, helst før blomstring. Hvis du er for sent ude og planten har blomstret, – så pluk blomsten, tør den, og brug de små tørrede blomster til drys på salat, i en müsli eller andet. De smager lidt nøddeagtigt og ganske dejligt.
Har man handsker eller en saks med sig rundt er det selvfølgelig bedst at bruge dem. en frysepose kan også være brugbar som en slags handske. Men finder man på sin tur en dejlig bunke nye brændenældeskud uden at have medbragt diverse remedier til plukning kan man godt, med lidt mod, plukke dem alligevel. Pluk så ”med” hårene, dvs. tag fat om planten så du kan hive/plukke stænglen af med hårene
En yogi lærte mig at “tale” med planten inden plukning, altså fortælle planten at man har tænkt sig at plukke den førend man gør det. Ifølge hende skulle det medføre at man ikke brænder sig. Jeg har prøvet det, med varierende held, men måske har jeg bare ikke helt lært at tale plantesprog!
Skulle uheldet være ude og du brænder dig, så er den bedste ”modgift” paradoksalt nok brændenældesaft nulr et blad/pres et blad, og lad saften virke. Alternativt bruges saft af bredbladet vejbred, den findes i de samme leveområder som brændenælden.
Det kan du bruge brændenælder til?
Brændenælder bliver ofte brugt i den klassiske brændenældesuppe. Brændenældesmagen er en smule spinatagtig, men der er mere bid i dem i tilberedt tilstand end spinat. De kan derfor bruges i retter, hvor man ellers ville have brugt spinat.
Udenfor sæson kan du bruge den tørrede version til te, i bagværk, grød eller i din smoothie. De friske skud er gode til pesto, suppe, tærter og urtesaucer. Du skal bruge topskuddene, og hælder du kogende vand over dem, brænder de ikke længere.
Når brændenældeblade bliver opvarmet brænder man sig ikke længere på dem. Man kan derfor lave en hurtig skoldning med kogende vand hvis man vil bruge bladende i for eksempel salat.
Lav nemt en brændenældete
Men kan sagens købe færdiglavet brændenældete i div helsekost, men du kan også nemt selv lave brændenældete.
Til te bruger jeg gerne bladene direkte, og overhælder med kogende vand Dette lader jeg trække i 10-15 minutter, og drikker det derefter. Det smager også dejligt hvis man putter andre urter i, for eksempel mynte eller ananassalvie.
Start med at tørre de friskplukket brændenælder. Det kan gøres ved at du binder en snor i dem og lader dem hænge med toppen nedad. De kan også tørres på et stykke madpapir i et varmt rum. Det tager ca. 2 uger. Urterne må gerne vendes undervejs ellers lad dem ligge. I ovnen breder man dem ud på en bageplade og lader dem tørre ved varmluft ca. 50-70 grader i ca. 10 timer.
Put 2 blade i en kop. Overhæld med 80 grader varmt vand – ikke varmere, så dræber du de aktive stoffer, der er i brændenælderne.
Lad teen trække i 2 minutter og drik enten varm eller kold.
Brændenældechips
Når jeg laver brændenældechips laver jeg gerne en ordentlig mængde. Jeg vasker nælderne, fjerner visne dele, og tørrer dem i en salatslynge. Derefter putter jeg dem i en frysepose med olie og flagesalt, blander det hele, og breder blandingen godt ud på bageplader. Så kommer de i ovnen, en time ved 100 grader, og voila – så har man chips!
Pesto
De fleste laver pesto ved at blande urt med olie, salt, cashewnødder og parmesanost. Derudover kan man tilsætte lidt hvidløg, kapers, citron, ansjos, oliven eller andet efter smag.
Jeg er jo ikke så god til mælkeprodukter da jeg ikke tåler hverken mælkesukker (laktose) eller mælkeprotein, så i stedet for parmesanost bruger jeg gærflager. Ikke særligt mange gærflager, min opskrift ser nogenlunde således ud:
- Fire gode håndfulde brændenældeskud – skyllet og finthakket.
- 1 1/2 dl god olivenolie
- En knivspids flagesalt
- 1 tsk gærflager / 4 spsk parmesanost
- 25 g finthakkede cashewnødder
- Et skvis citronsaft
Hak det hårdeste først, derefter brændenælde, til sidst blandes olie i. Brug evt. en blender hvis du ønsker en meget fin pesto.
Jeg kan sagtens finde på at lave en kombi, hvor jeg tager halvt brændenælde og halvt ramsløg. Også skønt
Du kan også finde opskriften på vegansk brændenældesuppe HER
Jeg håber du ser anderledes på brændenælde nu, og håber du er frisk på at give dem en chance?