Mariagerruten på 12 km

Vores Første Vandretur i en Gruppe

I lørdags tog Michael og jeg på en helt særlig vandretur. Vi har ofte gået lange ture sammen. Bare os to, hvor vi nyder roen i naturen og friheden til at følge vores eget tempo. Men denne gang var det anderledes. Vi skulle gå Mariager ruten, en 12 km lang vandretur, sammen med en gruppe mennesker, vi aldrig havde mødt før.

Jeg indrømmer at det var en smugle nervepirrende, inden vi tog afsted. Jeg er jo vant til at gå i mit eget tempo, uden at skulle tage hensyn til andre eller tænke over, hvornår vi skulle tage pauser. Men jeg var også nysgerrig på, hvordan det ville være at dele oplevelsen med en større gruppe. Ville det være en god oplevelse? Ville vi passe ind?  

Ruten var lige så smuk, som vi havde håbet. Vi gik gennem varieret natur med udsigter. Det næsten tog pusten fra os, og selvom vi gik med andre, føltes det stadig som om, vi fik naturen helt tæt på. Det var interessant at gå med en gruppe – der opstod naturlige samtaler undervejs, og vi lærte hurtigt flere af deltagerne at kende. Mange af dem har vandreture som en fast del af deres liv, og de havde gode tips og sjove historier at dele. 

Selvom det var uvant at skulle tilpasse os gruppens tempo, føltes det alligevel godt at være en del af fællesskabet. Der opstod en slags rytme i gruppen, og vi skiftedes til at føre an eller falde tilbage og snakke med dem, der gik bagved. Pausen var hyggelige – der blev delt snacks/frugt og småsnakket, og vi følte os hurtigt som en del af noget større.

Vores refleksioner over turen

Det var en anderledes oplevelse at vandre i gruppe, men på en positiv måde. Vi fik set naturen fra et andet perspektiv, og det at dele turen med andre tilføjede en ny dimension. Vi havde vores vanlige samvær, men samtidig lærte vi også nye mennesker at kende, som vi måske aldrig ville have mødt, hvis vi havde gået alene.

Alt i alt var det en fantastisk tur, og vi forlod ruten med trætte ben, men med et smil på læben. Det bliver bestemt ikke sidste gang, vi går en tur i en gruppe! Naturen vil som altid byde os velkommen med åbne arme, og Michael og jeg vil have endnu en oplevelse, vi kan dele med hinanden. Og hvem ved, måske får vi også nogle nye venner undervejs.   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *