Tid til ro og reflektion

Sommerens varme glider væk, mens dagene bliver kortere,
solens kys svinder langsomt, og bladenes farver flammer op.

I skoven, hvor vi gik hånd i hånd, mærkede vi vinden ændre tone.
Den lette brise blev til en kølig hvisken, en hvisken om noget nyt, noget gammelt.

Nu tænder vi levende lys i skumringen, trækker i uld og tykke trøjer,
vamsede huer dækker ørerne, mens vi sanker efterårets gaver fra naturen.

Udelivet kalder med bål i skoven, gnistrende flammer, der danser i mørket,
og varm kakao, som varmer hænder og sjæl, mens vi sidder tæt under den klare stjernehimmel.

Efteråret taler i stilhed, med lange skygger og hvisken fra vinden.
Det er årstiden, der beder os om at lytte, til naturens langsomme puls,
til trækronernes sagte raslen, som bladene slipper deres greb og svæver mod jorden.

Der er noget tidløst i denne overgang, hvor vi mærker verden bremse op,
og i langsomheden finder vi dybere forbindelser. Vi stopper for at betragte fuglene,
der samler sig til deres rejse, og mens lydene bliver færre,
bliver vores samtaler mere intense, og stilheden mere fyldig.

Duggen ligger tungt om morgenen nu, som et tæppe over græssets sidste sommerglød,
og vi trækker jakkerne tættere omkring os, mens vi går gennem en verden, der falmer.
Men der er ro i denne falmen, en ro, der føles som en invitation, til at trække vejret dybere, til at dvæle lidt længere.

Efteråret minder os om at finde værdi i det enkle. Det er ikke en tid for hast,
men en tid for nærvær, for stille øjeblikke, hvor vi sidder tæt, mærker varmen fra bålet, fra hinanden.

Der er skønhed i denne overgang, i vinden, der bærer os videre,
i de falmende blomster og visne blade, som minder om alt, der var, og alt, der kommer.

Efteråret er vores tid til at finde ro, til at varme os ved hinandens nærhed,
leve i flammernes skær og naturens rigdom. Som årstiderne skifter, skifter vi med,
men kærligheden står, som træerne, fast.