Er vi blevet ligeglade med hinanden?

Lad mig lige indlede dette indlæg med at fastslå, at jeg intet har imod de sociale medier. Jeg tjekker med stor fornøjelse både Instagram og Facebook hver dag. Man skal bare holde sig for øje at de sociale medier ikke må glide over i et misbrug, for det er ikke så godt.

De sociale medier og i det hele taget den digitale kommunikation, er bare ikke til at komme udenom, og vi er gradvist blevet tvunget ind i den, så vi kan lige så godt acceptere den. Men har du nogensinde stoppet op og tænkt om du bruger den konstruktiv? Og er det ikke ok og vælge den kommunikationsform fra – bare en gang imellem? Jeg kan ihvertfald mærke når jeg trænger til en pause.

Lidt tænkevækkende men sjovt nok i takt med at den digitale kommunikation er vokset, er mennesker som rammes af stress, angst og desperation også vokset, gad vide om der måske er en sammenhæng? – interessant tanke, synes du ikke?

Det kan være rigtig fint at holde sig opdateret med sine bekendtes gøren og laden, men hvis du sidder og scroller gennem dit Facebook-feed mens du drikker kaffe med din veninde, går noget af pointen tabt.

Tonen er blevet hård!

Samfundet klager over at tonen er blevet hård, og vi mennesker ikke kan finde ud af, at kommunikere med hinanden. Nej det tror da F…. aldrig har det været så nemt at kaste galde op. Og det tendere jo faktisk til chikane.  Men man sidder jo også trygt, og godt plasteret i sofaen bag en skærm, og sender grimme ord afsted, og det er endda næsten uden konsekvenser.

Jeg undres hver gang at visse mennesker vælger, at svine et andet menneske til og skrive noget, som de aldrig ville drømme om at sige, hvis de stod i øjenhøjde med det menneske, eller hvis det var et menneske man havde en relation til. Er der bare ikke en lille chance for, at de tænker inden man vælger at skrive en kommentar, som man ”måske” selv vil blive ked af at modtage. Jeg ville faktisk skal lade være. Tænk lige ud over din egen vrede, frustration eller noget helt andet. Tænk lige på, at det er et andet mennesker med følelser, der er modtageren.

Har du ikke noget godt at skrive, så lad dog vær!

Jeg hører nok til den slags mennesker, som meget sjældent skriver en kommentar, og da slet ikke, hvis jeg ikke har noget godt at skrive, så hellere ringe vedkommende op (hvis det er en jeg har relation med) eller skrive en privat besked til vedkommende. Eller helt lade vær med skrive en kommentar, hvis jeg ikke har en relation til vedkomne.

Den nære relation

Den store forskel på de to kommunikationsformer (den digitale og den fysiske) er nærværet, og jeg kan godt lide nærvær. Jeg vil gerne følge mine veninder og venners gøren og laden online, men jeg holder allermest af, når vi tager os tid til de personlige snakke, drikke en kop kaffe, eller noget helt tredje – det er det der skaber nærvær og relation, og så kan man ikke være ligeglad med hinanden.

Ja – jeg er nok lidt gammeldags

Jeg er nok lidt gammeldags, men jeg vil gerne slå et slag for at den menneskelig kommunikation i samfundet indfinder sig igen. Den fysiske nærværende kommunikation har bare en kraft og et potentiale, som ingen skærm kan erstatte. 

Jeg tror, at mange kan skrive under på, at nærvær er en mangelvare i dag. Nærværet er der er nødvendigt for vores menneskelige trivsel, som skaber den nære relation til hinanden.  Hvis du gerne vil skabe mere nærvær, skal du droppe forestillingen om at leve igennem de sociale medier. Det skaber ikke nærvær og dele begivenheder i dit liv, det skaber blot en opmærksomhed.

Nærvær i ordret forstand betyder, at du må være villig til at møde livet, og andre mennesker med et åbent hjerte i stedet for, at lukke af eller trække dig sammen, når vanskelige følelser som sårbarhed eller frygt er til stede.

Har vi glemt at lytte?

Der er ikke særlig mange af os, der er gode til at lytte. Det er ikke en færdighed, der optræder hyppigt i vores hektiske og travle verden. Jeg skal ikke sidde og pudse min glorie – jeg glemmer også af og til at lytte, når jeg er fortravlet og stresset.

At skabe ægte nærvær handler også om din evne til at møde den anden og bekræfte hans eller hendes virkelighed, før du selv siger noget som helst.

Som Mother Teresa engang sagde:

”Når du dømmer andre mennesker, har du ikke tid til at elske dem”.

Hvad skal jeg bruge det her til?

Du sidder måske og læser dette og tænker, hvad F….. har det med de digitale medier at gøre?  Jeg tror på, at vi skal have nærværet tilbage mellem mennesker – ganske enkelt! Vi har haft for travl med at iscenesætte sætte os selv og dømme andre mennesker, når vi ikke er enige i det har lagt noget op i den online verden. Og det er præcis fordi vi mangler nærvær til hinanden.

For mig har løsningen været at afsætte et bestemt tidsrum til formålet, og så ikke lave andet imens. Jeg er altså på Instagram, når jeg er på Instagram – og ikke ellers. Multitasking er dels selvbedrag, dels typisk enten for uhøfligt når du er sammen med andre, for farligt når du kører bil, eller for dumt når du sidder og ser en film.

Gider ikke online konflikter

I det hele taget gider jeg ikke løse konflikter eller for den sags skyld diskutere online. Det er der ikke noget konstruktiv i for mig. Jeg mener virkelig ikke, at man løser en konflikt online bag en skærm. Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang man ringede til hinanden, enten bare for at hører hvordan det gik, eller hvis man havde noget mere alvorlig på hjertet, så fik man også en snak, og så var den ged barberet.

Det samme gælder, når en vært bruger tid og energi i at holde og sætte en begivenhed i værk. Så er det blevet ret almindelige at inviter på de sociale medier. Humlen er jo bare at de inviterede måske tænker – ”det kan måske godt være jeg kan, men jeg venter lige med at svarer – tænk nu hvis, der kommer noget andet mere spændene at melde sig til”. Man glemmer måske i sin iver, og travle hverdag, værten som inviterer, faktisk har udvalgt en gruppe mennesker, som man har en relation til, og rigtig gerne vil have samvær med.

Tag ansvar

Voksne mennesker bliver nødt til at tage ansvar. Den uforsvarlighed går jo videre til næste generation. Hvis de ikke har voksne som roller modeller. Så bliver samfundet egoistiske individer, som tror det er ok at svine hinanden til. Og hvor ligegyldigheder vælges blandt de mange til tilbud fra sårbare individer der gerne vil vælges til.

Jeg vil opfordre til, at når du er modig nok til at være med dig selv fuldt ud, og helt og holdent modtage den anden med samme nærvær, vil dét, du kommunikerer tilbage resonere i ham eller hende, og det vil lande på en måde, at I skaber samhørighed. Øv dig – det gør jeg!

Du kan også læse min gæsteblogger Ilene som skriver om Catfish HER